torsdag den 10. februar 2011

Jeg har så meget lyst til at blogge, men jeg har intet at sige. Alle har så mange ord, indvendinger og meninger omkring alting, men jeg er pludselig bare blevet tom.
Jeg er bange for at jeg ikke kan føle.. selvom det jo er umuligt. Men jeg er så følelsestom, jeg føler mig som en nøddeskal, uden noget indhold.
Jeg er træt af at være den lille søde. Jeg har brug for at skrige ud til verden at jeg ikke bare er den lille artige Olivia, at jeg også fejler og gør idiotiske ting. Ikke fordi jeg tror at folk synes jeg er perfekt, men fordi jeg tror DE tror jeg føler jeg SKAL være perfekt, eller hvad faen det nu er.
jeg har lyst til at lukke op for alt, vise hvem jeg er, men jeg er samtidig bange for det. jeg er enten den lille grå stille mus der intet gør eller tør, eller den ucharmerende pige der råber op og laver lidt for store armbevægelser.
Jeg kan ikke udstå mig selv for tiden. Jeg synes selv jeg er så anstrengende, så umoden, så mandhaftig, men samtidig så 'uh hvor skal jeg være perfekt'. Og det er pisseirriterende.
Jeg beundrer virkelig folk der bunder i dem selv, der er helt nede på jorden og har ro i deres egen eksistens i vores alder.
Til gengæld, noget jeg synes er voldsomt provokerende, er folk der virkelig prøver at bevise hvor meget de bunder i dem selv, hvor meget ro de har i deres identitetsproces. Hele tiden skal fortælle og bevise, eller nærmere overbevise andre mennesker om det. Det får dem bare endnu længere væk fra det, de svømmer for ivrigt og bekræftelseslivligt at de ikke kommer videre.
Jeg har virkelig tænk meget over det med identitet. Og tidligere har det virkelig provokeret og irriteret mig når voksne har sagt "ja, teenageralderen går jo mest ud på at stille spørgsmål som fx. 'hvem er jeg?'", og jeg har virkelig syntes at det var så klichéfyldt og "det står i forældrehåndbogen at du skal sige det"-agtigt at det var til at brække sig over. Men - om man vil det eller ej - så gør man det sgu. Hele tiden og altid i de år. Ikke kun nødvendigvis når vi sidder og virkelig funderer over "hvad skal jeg gøre for denne O' så store verden" men bare generelt hele tiden. Når vi er i skole, når vi spiser aftensmad, når vi fester og når vi er ude og vandre i den store verden. Så længe vi er sammen med andre mennesker, søger vi konstant bekræftelse i vores eksistens. I vores udseende, i vores karakterer, i vores personligheder, i vores livsstil. Vi skal konstant have fortalt hvordan vi opfører os i livet af andre, for at kunne finde bund i os selv. Bullshit.

Vi burde kunne finde os selv, gå i dybden og prikke hul på vores dybeste identitetsbobbel helt alene. Uden andre mennesker.


jeg havde åbenbart noget at sige.


Godnat!

2 kommentarer:

  1. Elsker dig olivia!
    Og elsker din fucking blog.. Du er så pisse intelligent og sød og kreativ og du kommer satme langt i denne her verden, er jeg sikker på!

    SvarSlet
  2. Årh tak Ems! Jeg kan 100% kun sige i lige måde. Du er så satans kreativ og fantastisk!

    SvarSlet