torsdag den 24. februar 2011

Sjov tekst af ukendt. - afskrevet ordret.

Solen pisker ned og en let vibrerende sommerbrise smyger sig om hendes hud, som nyder at lege med varmen.
Gennem lugten af storby, vejres en snært af græs og grønne blade, som rent umiddelbart får humøret til at stige. Kort sagt: Det er fedt vejr, og kvinden hun er gået en tur for at købe løg hos grønthandleren.
Et pludselig pift skærer tværs over gaden og gennem hendes tankeløse slentren. Hun drejer hovedet og ser ind i et glimtende øje: UHA-UHA
Hendes røv hendes ben
hendes patter
lige lukt gennem udstødningsgasserne
hendes kusse
lige igennem fartstriberne
på en karrygul Alfa Romeo
Kvindes kendetegnende tilbehør
i galop over vejen piler attributterne
Vorherrebevares
Nå !
Fra en bænk på torvet sidder gråhårede
skurrende stemmer bag skægstubbene mod
hendes missekat (hidr). Hun stivner, sætter
farten op og når lige akkurat at undvige.
Men bag hende slår et latterbrøl mod
muren, som sender bølgerne videre indtil de ender med et rap på hendes venstre røv-balle. Hun slår et lille rejehop og kan høre moders milde stemme formane at en kvinde bør ikke vise ben, at blotte kroppen ægger sanserne, tænder begæret hos manden, som vi jo alle ved har så svært ved at styre sine drifter.


Se! vi herhjemme behøver ikke
gå med slør for at dække os til.
Vi! har skam fået lov til at vise både
tæer & fingre & arme & ben.
Men! Det er på eget ansvar.........
Mine damer..... følgerne garanterer ingen for!

tirsdag den 22. februar 2011

Koncert

wuuuuh konceeeeert.
Jeg var fuld, koncerten var slut, dansegulvet ryddet og oprydningsmusik kørte i højtalerne... hvem vælger at gå ud, alene, på dansegulvet og give en lille dans foran alle menneskerne? mig selvfølgelig!


Men det var da en lækker koncert, trods alt for megen øl og lidt for meget kys med lidt for fremmed fyr.

spring love

søndag den 20. februar 2011

Hovedpine



Har det som den her...  ------>









Har aldrig haft så meget hovedpine som jeg har lige nu. Jeg kan ikke engang bevæge mig 5 skridt uden jeg nærmest kaster op af smerte. Hver gang jeg forsøger at komme hen til min dør, så er min hovedpine - fra jeg fjerner mig fra min seng og til jeg når til min dør, kravlende -, faktisk væk, og så tænker jeg straks 'what, min hovedpine er gået væk!!!!' men så rækker jeg hånden op efter håndtaget og
BUUUMMMM
SMERTE.
Jeg kan ikke engang formulerer mig ordentligt.. det er som om min hjerne har udvidet sig til dobbeltstørrelse og nærmest ikke kan en skid fordi den er helt ophævet.
Den slags hovedpine kan jo være ok en uge i februar, man kan sådan set kun ligge ned og se tv-serier og spise den mad ens mor så sød kommer ind med. Men fanma ikke i vinterferien! og den skal fanma ikke være så slem at man må aflyse en masse fede arrangementer. Jeg er fanma sur nu.

Oveni hovedpinen har jeg det som om jeg har taget det strammeste dykkerbriller på. Den der fornemmelse, når det bare presser og gør ondt i øjnene, tindingerne og mellem, ovenover og nedenunder øjet.

Ja, jeg har det rigtig godt.
Og nej, det er ikke tømmermænd.
Jeg håber alle andre har det endnu bedre.
Møs.

torsdag den 17. februar 2011

tirsdag den 15. februar 2011

at leve

Jeg har lyst til at rejse væk. Leve livet som backpacker, nyde livet, spise al den mad jeg vil og gå millioner af kilometer hver dag i gode sko. Jeg vil bade nøgen i friske floder og blive solbrændt og sund. Jeg vil grine til jeg får ondt i maven, jeg vil græde over smukke solnedgange og juble når jeg har lært at skyde med bue og pil. Jeg vil have penge nok, så jeg hverken føler mig rig eller fattig. Jeg vil være naturlig og vågen og frisk kl 8 om morgenen. Jeg vil smage millioner af forskellige ting hver dag, jeg vil dufte til hele verden. Jeg vil se hele universets farver og rører ved alt. Jeg vil føle, smage, dufte, se, elske.
Jeg har lyst til at rejse væk.
Jeg har lyst til at leve.

torsdag den 10. februar 2011

Jeg har så meget lyst til at blogge, men jeg har intet at sige. Alle har så mange ord, indvendinger og meninger omkring alting, men jeg er pludselig bare blevet tom.
Jeg er bange for at jeg ikke kan føle.. selvom det jo er umuligt. Men jeg er så følelsestom, jeg føler mig som en nøddeskal, uden noget indhold.
Jeg er træt af at være den lille søde. Jeg har brug for at skrige ud til verden at jeg ikke bare er den lille artige Olivia, at jeg også fejler og gør idiotiske ting. Ikke fordi jeg tror at folk synes jeg er perfekt, men fordi jeg tror DE tror jeg føler jeg SKAL være perfekt, eller hvad faen det nu er.
jeg har lyst til at lukke op for alt, vise hvem jeg er, men jeg er samtidig bange for det. jeg er enten den lille grå stille mus der intet gør eller tør, eller den ucharmerende pige der råber op og laver lidt for store armbevægelser.
Jeg kan ikke udstå mig selv for tiden. Jeg synes selv jeg er så anstrengende, så umoden, så mandhaftig, men samtidig så 'uh hvor skal jeg være perfekt'. Og det er pisseirriterende.
Jeg beundrer virkelig folk der bunder i dem selv, der er helt nede på jorden og har ro i deres egen eksistens i vores alder.
Til gengæld, noget jeg synes er voldsomt provokerende, er folk der virkelig prøver at bevise hvor meget de bunder i dem selv, hvor meget ro de har i deres identitetsproces. Hele tiden skal fortælle og bevise, eller nærmere overbevise andre mennesker om det. Det får dem bare endnu længere væk fra det, de svømmer for ivrigt og bekræftelseslivligt at de ikke kommer videre.
Jeg har virkelig tænk meget over det med identitet. Og tidligere har det virkelig provokeret og irriteret mig når voksne har sagt "ja, teenageralderen går jo mest ud på at stille spørgsmål som fx. 'hvem er jeg?'", og jeg har virkelig syntes at det var så klichéfyldt og "det står i forældrehåndbogen at du skal sige det"-agtigt at det var til at brække sig over. Men - om man vil det eller ej - så gør man det sgu. Hele tiden og altid i de år. Ikke kun nødvendigvis når vi sidder og virkelig funderer over "hvad skal jeg gøre for denne O' så store verden" men bare generelt hele tiden. Når vi er i skole, når vi spiser aftensmad, når vi fester og når vi er ude og vandre i den store verden. Så længe vi er sammen med andre mennesker, søger vi konstant bekræftelse i vores eksistens. I vores udseende, i vores karakterer, i vores personligheder, i vores livsstil. Vi skal konstant have fortalt hvordan vi opfører os i livet af andre, for at kunne finde bund i os selv. Bullshit.

Vi burde kunne finde os selv, gå i dybden og prikke hul på vores dybeste identitetsbobbel helt alene. Uden andre mennesker.


jeg havde åbenbart noget at sige.


Godnat!

mandag den 7. februar 2011

mine læber er sprukne, jeg trænger til et kys.

In these shoes?

I once met a man with a sense of adventure 
He was dressed to thrill wherever he went 
He said "Let's make love on a mountain top 
Under the stars on a big hard rock" 
I said "In these shoes? 
I don't think so" 
I said "Honey, let's do it here." 

So I'm sitting at a bar in Guadalajara 
In walks a guy with a faraway look in his eyes 
He said "I've got as powerful horse outside 
Climb on the back, I'll take you for a ride 
I know a little place, we can get there for the break of day." 
I said "In these shoes? 
No way, Jose" 
I said "Honey, let's stay right here." 

No le gusta caminar. No puede montar a caballo 
(She don't like to walk. She can't ride a horse) 
Como se puede bailar? Es un escandalo 
(How can she be dancing? It scandalous! ) 

Then I met an Englishman 
"Oh" he said 
"What are you afraid of" 
"Won't you walk up and down my spine, 
It makes me feel strangely alive." 
I said "In these shoes? 
I doubt you'd survive." 
I said "Honey, let's do it. 
Let's stay right here." 

No le gusta caminar. No puede montar a caballo 
(I don't like to walk. He can't ride the horse) 
Como se puede bailar? Es un escandalo 
(How can one dance? It is a scandal)

onsdag den 2. februar 2011

Jeg har brug for at mærke

Jeg har brug for at skrige, for at virkelig at bevæge mig, få pusten op, mærke kold regn i ansigtet uden at fryse, jeg har brug for at tænke så det værker i tindingerne, danse så jeg får ondt i læggene, skrive så jeg får ondt i håndleddet, jeg har brug for at udfordre mig selv, at udføre satsende ting og hoppe ud over klipper, springe i skærende koldt hav, opleve utrolige smagsoplevelser, høre høje lyde og føle andre mennesker,
for at være sikker på jeg er i live, for at være sikker på at jeg ikke er ved at blive en stenet zombie der sover konstant og spiser en tand for meget, laver for lidt, dovner for meget, tænker, filosoferer og kreativerer alt, alt for lidt.