søndag den 9. januar 2011

ethvert atom i hele min krop sitre en lille bitte smule.
jeg er glad i hele kroppen, men jeg ved ikke hvorfor, og jeg vil ikke engang prøve at finde ud af hvad der kan være grunden. jeg har den her teori om at når man først begynder at tænke over hvad der foregår inde i sig, forsvinder følelsen fra sit bedste punkt. selvfølgelig svømmer den stadig rundt i kroppen, men når man først begynder at spekulere over grunde til dit og dat, så formindsker følelsen af lethed en lille smule, den krummer sig en smule sammen, og efter de million sekunder, tusind minutter, hundrede timer og de par dage hvor man har analyseret grunde, er følelsen pludselig forsvundet og ikke til at få fat på igen. så nu vil jeg bare blive i det her behagelige hjørne uden at tænke så frygteligt meget, altid. 
Romanen Elefantpasserens Børn som jeg netop er igang med, handler om, at man skal lære sig selv at blive i det punkt hvor man er lykkelig, holde fast inden det smuldre. Der står nemlig, at når vi oplever dejlige begivenheder eller når et punkt i vores hverdag hvor vi føler lykke, så åbnes en dør ud til friheden, hvor man svæver rundt så længe man stadig har følelsen i kroppen. Men døren lukkes igen når man begynder at tænke. 
Så nu vil jeg bare svæve.. så længe det nu holder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar